Porpoise og Curio Bay (sydkysten) - 15-17. januar




Efter et par dage kørte vi videre, og brugte en hel dag på at nå Porpoise Bay, hvor man skulle kunne bade med delfiner fra stranden i bugten, fordi de som det eneste sted i New Zealand svømmer helt ind til kysten. Og det var - i modsætning til de fleste andre ting hernede - helt gratis. Så det skulle vi da prøve. Og det var også ganske vist, at delfinerne var i bugten - hele tiden. Hver gang vi gik ned til stranden, kunne vi se dem - og det var rigtig spændende at følge dem og deres krumspring i vandet med kikkerten. Nogle gange var de helt tæt på stranden og andre gange længere ude, men vi kunne altid få øje på dem uden kikkert. Vi vadede så langt ud, vi kunne i shorts - for vandet var hammerkoldt, så man kunne ikke stå i det så længe. Og her så vi på tæt hold hvordan delfinerne surfede på bølgerne i små flokke - ofte 3-5 stykker sammen. Akkurat lige som de tobenede surfere. Det var fantastisk at se - det så ud som om de legede med hinanden, når de surfede. Selvom Peter selvfølgelig mente, at der måtte være en naturlig forklaring. De måtte være på fangst efter småfisk eller sådan noget, mente han. For dyr leger jo ikke!





Delfiner der leger i vandet ved´Porpoise Bay. 



Uanset årsag var de i hvert fald meget nysgerrige, for de kom relativ tæt på os. Især da Peter vovede sig ud i vand til halsen med en af ungerne skiftevis på ryggen, kom de så tæt som 5-7 meter på. Men decideret svømme med dem opnåede vi ikke. Det gjorde til gengæld flere af de andre på stranden - lige inden vi kom derned. Her svømmede delfinerne helt tæt på og rundt om dem. Det ville vi gerne have oplevet.

Vi blev på den primitive, men charmerende campingplads i 60er stil (uden netadgang til Frejas store fortrydelse) i to dage - trods kun 14 graders varme og mange byger - fordi delfinerne var så fascinerende at se på. Og pingvinerne i øvrigt. For der var også guløjede pingviner i Porpoise Bay/Curio Bay - så nu har vi efterhånden fået vores pingvin-lyst styret, selvom vi stadig mangler at se den lille blå pingvin komme væltende i store flokke på 100-200 stykker fra vandet og op på kysten.

Her er vi kommet til Curio Bay, hvor vi så de guløjede pingviner tæt på. De kom vraltende op af havet og var tilsyneladende ligeglade med os. Området de gik over var en forhistorisk skov ude i havet, som kun kunne ses ved ebbe!

De guløjede pingviner ser man derimod kun enkeltvis eller som par med en unge. De kan nemlig ikke lide andre pingviner. I januar passer hunnen og hannen ungen på skift - den ene bliver hjemme ved ungen mens den anden tager i havet for at søge føde til afkommet, og så skifter de. Men de kommer altid hjem ved aftenstid, hvor man typisk ser dem komme enkeltvis op af vandet. Dog cirka på samme tid, så man kan godt se 5-7 pingviner spredt på stranden samtidig vraltende op til ungen i bushen. Fascinerende.

Nugget Point

Hele familien spejder efter søløver og pingviner ved Nugget Point. Der var masser af søløver, og til vores overraskelse også en enorm søelefant.

På vejen til Porpoise Bay gjorde vi et langt stop ved Nugget Point på det vestligste punkt på sydkysten. Et barsk og vindblæst sted med et fyrtårn tronende ude på spidsen højt hævet over de forrevne klipper. Her stod vi længe og betragtede de mange søløver, der tog solbad på klipperne under os sammen med deres unger. Eller elegant manøvrerede rundt i det oprørte, klippefyldte hav. Nogle af de store klippeblokke rejste sig lodret 100 meter op i vejret - og til vores store overraskelse klatrede de adrætte søløver op og ned af de næsten lodrette klippesider med deres unger efter sig for at finde den bedste plet at slikke sol.

Freja på vej ud til Fyrtårnet ved Nugget Point.

Det var i øvrigt også her vi så en sø-elefant. Eller det tror vi i hvert fald det var, for den var 4-5 gange så stor som søløverne - en kæmpe grå kolos der solbadede på klipperne. Hernede kalder de den en sea-elephant.

Et par 100 meter længere nede af kysten var der en bugt med sandstrand, hvor vi gjorde holdt og så de guløjede pingviner komme op af vandet ved aftenstid med mad til ungerne. Vi kunne også se ungerne ligge inde i bushen og vente. De er altså sjove, de små fætre :-)





Så er vi på udkig efter de sjældne guløjede pingviner lige ved siden af Nugget Point. Og vi så flere komme op af havet med mad til deres unger, der ventede inde i reden på land.

 

Cathedral Caves og vandfald

Nydelig lille vandfald

Mens vi var i Porpoise Bay tog vi på et par udflugter i nærheden. Blandt andet ud på en lille vandretur ud til nogle vandfald. Og til de imponerende Cathedral Caves, der ligger gemt kort før Porpoise Bay. Det er nogle meget store huler helt nede ved en strand, som man ikke kan køre til, men skal gå til ad en lang vandresti gennem tæt regnskov fyldt af bregner så store som træer. Det særlige ved hulerne er, at man kun kan nå dem, midt på dagen, når der er ebbe. Når vandet igen begynder at stige, er det med at komme ud af hulerne og op i regnskoven - hvis man ikke vil have en barsk svømmetur. For hulerne fyldes af vand. Vi nåede kun at se de to største og mest imponerende huler. Da vi ville videre til de tre små huler længere omme, var vandet steget så meget, og slog allerede mod klipperne, så vi var blevet meget våde, hvis vi havde fuldført. Sigurd og jeg forsøgte, men måtte opgive.  

Cathedral Cave var imponerende, men gjorde ikke det store indtryk på Freja.



Cathedral Cave indefra - ved ebbe. Få timer senere var hulerne fyldt af vand og umulige at nå.

Freja savner vennerne

I New Zealand er natur og dyreliv hele tiden i fokus - det er det de fleste kører langt efter for at opleve. Og som I kan læse, har vi også gjort det samme. For det er jo det, der er det særlige ved New Zealand, og derfor man tager herned.

Sigurd og Andreas elsker det og oplever en masse overalt, men desværre er naturen ikke lige Frejas kop te. Det viste vi selvfølgelig godt til en vis grad hjemmefra, men vi er nok blevet overrasket over, hvor lidt hun gider natur-attraktionerne. Og hvor meget hun savner vennerne og håndbolden. Jeg skal aldrig glemme hvad hun sagde, da vi havde været nede i de imponerende Cathedral Caves, og jeg spurgte hende, om det ikke havde været flot.

"Det var da bare nogle huler med nogen sten i," sagde hun tørt.....

Hun er heller ikke særlig vild med at gå ture. Og da turen jo gerne skal være for hele familien, har vi mere eller mindre opgivet at tage på dags-bjergvandringer - som vi ellers havde regnet med. For New Zealand er et mekka for vandreture i bjergene, og der er velbeskrevne tracks overalt.

Men i stedet koncentrerer vi os om de kortere småture på 1-2 timer retur, og dem er der heldigvis også mange af. Selvom Andreas og Sigurd ofte spørger: "Hvornår skal vi bestige et bjerg?"

Til gengæld er Freja meget flittig bruger af computeren, når vi altså er på campingpladser med adgang til internettet. Og skyper og facebooker dagligt med vennerne hjemme i Danmark. Alligevel er savnet meget stort. Ikke mindst når Andreas og Sigurd ikke er særlig søde - hvilket små brøde jo sjældent er.....

Bregnerne i New Zealand er kolonorm høje!

Sandfly: små moskitoer

På østkysten oplevede vi hverken myg, fluer, hvepse eller andet af den slags skidt. Men på sydkysten stiftede vi pludselig bekendtskab med den charmerende "sandfly" - en moskitolignende tingest der bider. Peter - der som biavler er vant til at blive stukket af bier uden at hæve eller tage sig væsentlig af det - havde kun hånord til overs for mine forsøg på at holde døre og vinduer til camperen lukket, så vi ikke havde dem inde om natten også. Eller mine lange bukser og ærmer på mig og ungerne.

"Her er det sommer, og jeg vil kun gå i shorts og t-shirt," sagde han hårdnakket.

Men det varede kun indtil han som den eneste blev stukket overalt på ben og arme, der ikke havde været dækket af tøj. Og her en uge efter klør han sig endnu..... :-)