Wanaka 22-24. januar

Wanaka (22-24. januar)

 Næste stop var Wanaka - stadig i området med de mange søer og bjerge ligesom Queenstown - men lidt længere inde i landet. Men en noget mindre og mere hyggelig udgave af Queenstown, dog stadig med mulighed for mange vilde aktiviteter. I bjergbyerne Queenstown og Wanaka fik vi igen solskin og dejlig varmt sommervej - efter en temmelig kølig sydkyst. Så det nød vi.

Wanaka lå lige ned til en smuk sø omkranset af bjerge - med sø-badestrand midt inde i byen. Her boede vi i to nætter på en hyggelig campingplads - med pool vel at mærke! Og med skøn udsigt til sø og bjerge på den ene side - og et monsterbjerg lige i baghaven.

 

Wanaka

Campingpladsen i Wanaka - fantastisk udsigt og en god Pool

Her var rigtig mange new zealændere (kiwier) - i modsætning til mange af de hidtidige campingpladser, der mest havde været befolket af udenlandske turister i campervans - som os. Som typisk kørte videre kl. 10. Så her var liv hele dagen, og vi nød at snakke med new zealænderne - og få nogle gode insider-tips til vores tur.

Ungerne var i poolen mange gange, så det gik meget af tiden med. Ja vi var i øvrigt også i spa. Og så var vi i Puzzle World - vist nok byens stolthed som en lokal mand startede op for 30 år siden. Det siges at være berømt, men vi havde nu ikke hørt om det før. Men det er et sted, hvor alting synes at vende forkert, husene er skæve og ens synssans og logiske sans udfordres på det groveste. Og så er der en kæmpe labyrint - som vi havde meget svært ved at finde igennem. Men et par fornøjelige legetimer som også børnene nød meget.

I Wanaka spiste vi for første gang ude - hidtil havde vi lavet mad i camperen eller på campingpladsernes køkkener. Pizza var ønsket - men det var nu ikke nogen fornøjelse. Vi skulle vist have holdt os til det asiatiske køkken - som ejerne også var.

 Kæmpe kirsebær

På vej til Wanaka kom vi igennem Cromvell området - et stort frugtproducerende område med kirsebær, ferskner, abrikoser og meget mere. Og vi kunne ikke stå for det, da vi pludselig kom forbi et kirsebær-pluk-selv sted. Det skulle vi selvfølgelig prøve. Vi fik udleveret spande og blev guidet ned til den nederste del af plantagen, hvor der ikke var en sjæl. Til gengæld var der lækre, mørkerøde kirsebær så store som små blommer overalt.

Fantastiske kirsebær - spis hvad i kan...

Ved at lukke os ind havde de jo nærmest sat ræve til at passe høns! Mums hvor var de gode. Vi spiste så vi var ved at revne, for i New Zealand er der ingen regel om, at man skal fløjte samtidig med, at man plukker...

Vi fik da også plukket lidt ind imellem og endte op med at betale for tre kg - men vi havde nok spist det tredobbelte! Og det kunne ses på mund og kinder....

Det var en stor frugtplantage - og meget imponerende havde de tæt net over alle frugttræerne.

Da vi skulle betale, havde vi ikke nok kontanter - og de tog ikke visakort - som ellers er gangbar de fleste steder hernede. Så Peter måtte afsted i camperen til nærmeste by et kvarters kørsel væk for at hæve penge - for de skønne kirsebær ville vi da ha! Vi andre ventede i butikken den halve time det tog. Og så drog vi afsted med vores efterhånden dyrtkøbte kirsebær. Efter en halv times kørsel holdt vi frokostpause ved en skøn sø i eukalyptustræernes skygge. Dog ingen koalabjørne!

Allerede inden vi fik lavet sandwich, opdagede vi så at Sigurds sandaler, som han går i hele tiden, var væk.

"Ja, de står da hos kirsebærdamen," sagde han frejdigt og uden fortrydelse i stemmen.

Det er faktisk temmelig besværligt at købe sko og sandaler hernede - vi har prøvet det, for vi har købt ungernes sandaler hernede. Men skobutikker var svære at finde, der var ikke mange sandaler - og alt var så dyrt. Så vi besluttede at køre tilbage efter dem....

Så efterhånden var de pokkers kirsebær blevet rigtig, rigtig dyre!

Men sandalerne blev fundet, hvor Sigurd kunne huske, han havde stillet dem. Og belønningen for en megen køren frem og tilbage var en skøn svømmetur i søen. Og så var alle glade igen :-)



Krystalklart søvand - koldt da det kommer fra bjergene

Resterne af guldgraverbyen

Inden vi kom til Wanaka skulle vi lige se en hemmelig guldgraverby mere som hed Bendigo - mente vores guide(bog). Det skulle vise sig hvorfor den var hemmelig! I starten var vejen fin - godt nok en grusvej. Længere oppe blev den stejlere og smallere. Men da vi ikke kunne bakke ned skulle vi op! Vi havde ikke troet at vores campervan kunne bestige bjerge - men det lykkedes, vist nok uden skader.