Whakapapa Village på vulkanerne
(10-11. februar)
Vi kørte
tilbage mod dalen, og videre rundt om vulkanerne, og da vi var kommet rundt om
den første, drejede vi opad igen til et DOC overnatningssted et godt stykke
oppe på den store vulkan. Her lå også et info-center, et hotel m.m., så
Whahapapa Village var et slags samlingssted, selvom man næppe kan kalde det en
by. Og mange af vandreruterne op på vulkanerne afgik herfra.
Med stolelift til vulkanens top
Efter at
have booket en nat fortsatte vi op af vulkanen, og man kunne faktisk komme
meget længere op i bil. På toppen lå også et skisportssted, og rigtig mange
store hytter strøet ud over området. Men her var mere liv, for man kunne tage
to stolelifter næsten op til vulkanens top. Og det gjorde vi så. Først en toer
og så en firer. En fantastisk tur - og lidt nervepirrende - for i stedet for at
lande på sne, hvis man faldt ned, ville man altså lande på de bare, golde
klipper, der stak op overalt. Og der var rigtig langt ned.
Da vi nåede
toppen, var vi i 2200 meters højde, så der var stadig et stykke op til toppen.
Man kunne gå derop, og det overvejede vi, så vi kunne kigge ned i krateret. For
det var jo det, drengene drømte om. Men det var en lang og barsk tur derop, stien
var ikke ordentlig mærket op, og Freja havde bestemt ikke lyst. Så vi droppede
det og besluttede at gå en vandretur et andet sted dagen efter. Men vi kom da
op og røre ved sneen!
Endelig tid til lektier!
Vel nede igen kørte vi tilbage til DOC campingpladsen. DOC er deres primitive campgrounds, som vi før havde overnattet på. Men denne her var nu ikke ret primitiv, for der var en rigtig lækker hytte med stort køkken, bad og vaskeri. Så vi besatte et stort bord og ungerne kastede sig over lektierne med ildhu. For nu var der endelig god plads. Det var nu også tiltrængt, for det er blevet til for lidt - det med lektier. Det trætter at køre langt, så ungerne har brug for fysisk udfoldelse på legeplads og i pool, når vi når frem hver dag. Og bilen ryster så meget, at det er umuligt at lave lektier, mens vi kører. Så det har ikke været let.
Ungernes
ildhu med lektierne blev beundret af et canadisk par, som vi faldt i snak med.
De gav os nogle rigtig gode tips til turen fremad og fortalte, at de skulle på
cykeltur i Danmark næste år. Så dem glæder vi os til at få besøg af.
Vandretur i vulkanernes skygge
Næste morgen
satte vi kursen mod den midterste vulkan, Mount Ngauruhoe, hvor vi ville tage
første del af vulkanernes mest populære vandretur. Men da vi kom ned til den
vej, der gik op til startstedet, var den spærret pga. flere uheld. Så de tillod
kun turbusserne at køre derop. Så vi måtte køre tilbage til overnatningsstedet
og starte vandreturen derfra i stedet. Så det gik der lige en spildt time med.
Men af sted kom vi da. Og selvom det ikke lige var den tur, vi havde regnet
med, var det en pragtfuld vandretur gennem noget skønt og meget forskelligartet
natur - og hele tiden med udsigt til mindst to af vulkanerne. Gennem åbne
sletter med blomstrende lyngbevoksning der flere steder var højere end os!
Videre gennem skov og kløfter med en flod og små vandfald - indtil vi nåede det
store vandfald, hvor vi spiste frokost. Og det var virkelig stort, bredt og
flot, og faldt ned i en klar, klar naturlig pool, hvorfra det løb videre som
flod. Men det sjoveste var, at man kunne gå bagved vandfaldet. Der var ligesom
et hulrum i klipperne bagved. Så det skulle vi selvfølgelig prøve. Men våde -
det blev vi!
Stien
fortsatte op til et åbent plateau hvor vi passerede områder med gamle
lava-aflejringer, der var næsten sorte. Efter 5 timer var vi tilbage i byen. Og
selv Freja synes, det havde været en god tur. Og så kan det jo ikke være meget
bedre!
