Motueka - ved Abel Tasman
nationalpark (29. januar-2. februar)
Pool. Pool.
Pool. Det var tanken om pool på campingpladsen, der holdt børnene oppe på en
meget laaaaang køretur fra kl. 10 om formiddagen til 21 om aftenen. Først op af
Vestkysten fra Greymouth til Vestport, og derefter op over bjergene til Motueka
på nordkysten - der lå lige ved indgangen til vores egentlige mål - Abel Tasman
Nationalpark.
På vejen
gjorde vi tre stop - først ved Pandekageklipperne halvvejs oppe af kysten, som
er et væld af lagdelte klipper langs vandet der til forveksling ligner stakke
af pandekager. En fantastisk flot gåtur med mange udsigtspunkter og tre børn
der kravlede op på alle de klipper de kunne finde - mens de stakkels forældre halsede bagefter
for at redde hvad reddes kunne.
Adrenalin på The Swingbridge
Derpå et
smut ud til kystens vestligste punkt ved Westport for at se landets største
sælkoloni, der i dagens anledning var reduceret fra 200 til 7! Flere fik vi i
hvert fald ikke øje på nede på klipperne under os, så det var lidt skuffende. Efter
den obligatoriske indkøbstur hver tredje dag fortsatte vi fra kysten over
bjergpasset. Troede vi. Men der var ikke kun et bjergpas - men bjerge hele
vejen. Så turen tog rigtig meget længere tid, end vi havde troet. Til gengæld
var den fantastisk flot. Da vi var ved at være kørt godt trætte, kom vi forbi
The Swingbridge - en halv meter bred hænge-gangbro over en bred flod - og vel
150-200 meter lang og temmelig højt over jorden. Den tog Peter og ungerne, mens
jeg blev i sikkerhed og tog billeder (nogen må jo ofre sig!). På vej tilbage
kunne man i stedet tage en svævebane med dobbeltsæde - og det skulle Andreas og
Sigurd selvfølgelig prøve. Jeg stod intetanende på den anden side - klar med
kameraet til gåturen tilbage over den smalle svingbro. Men pludselig kom de to knægte
susende 100 meter over floden i vild fart lige imod mig, mens Peter og Freja
tog hjemturen mere adstadigt til fods over hængebroen. De brede, højlydte grin
på drengenes begejstrede ansigter vil jeg sent glemme, mens de svingede voldsomt
frem og tilbage, da de nåede bremsen - og sikkerheden inde på land. Gå hjem
Fårup Sommerland!
Faktisk tror
jeg, de var ret glade for, at jeg ikke var med på turen over broen. For jeg
havde aldrig turde lade dem tage den tur!
Adrenalin-kicket
gav ekstra energi til det sidste stykke af turen. Og ved 21 tiden trillede vi
ind på Motueka campingpladsen på nordkysten af sydøen. Endelig fremme. Og
selvom poolen var lukket for den dag, kunne ungerne straks se at den var den
skønneste endnu på turen. Så alle var glade!
Dagen efter
bød på total afslapning på campingpladsen - og en masse baden i poolen. Jeg
tror ungerne var mere i vandet end på land den dag! Ved aftenstid trillede også
Jakob og Malthe ind på pladsen og vi havde nogle hyggelige aftener sammen. Vi
mødte også Mille og Jeppe - endelig var der en pige på Frejas alder. Men det
blev desværre en kort fornøjelse, for de var på vej sydpå, mens vi skulle mod
nord. Så dem møder vi nok ikke mere her.
Paradiset Abel Tasman
Anden dag
brugte vi i Abel Tasman Nationalpark. Her kan man ikke køre rundt, man må sejle
til de mange smukke små og større turkisblå bugter omgivet af træklædte bjerge.
Imellem hver bugt er der masser af vandrestier gennem skov og bjerge, og det er
bare fantastisk smukt. Og øde. For der er ingen huse eller faste beboere
derude, så vi følte os lidt som palle alene i verden, da vi blev sat af på
stranden af vandtaxien, som hurtigt forlod os igen for den næste bugt. Og først
ville hente os 5 timer senere. Tilbage var kun sand, strand, sol, turkisblåt
vand og nogle hidsige sorte fugle med ildrøde øjne og næb, som kom lovlig tæt
på. Så dem døbte vi hurtigt Hugin og Munin, Odins to ravne, for de så lige så
uhyggelige ud.
Det første
Andreas og Sigurd gjorde, da vi blev sat af båden, var at sætte sig ned i
sandet og spille skak. Det havde de nemlig lige lært. Vi fik også et par kortspil
500, inden vi begav os af sted på en 3-4 timers vandretur over et bjerg til en
anden isoleret bugt, der virkelig var et rent subtropisk paradis. Eneste
selskab var flere kajakroere, der også havde fundet ind til den skønne bugt. Vi
nød pragtfuld badning og leg i sandet med at dække Peter til med sand, så kun
hans næse, mund og solbriller stak op!
På vejen ud
lagde Andreas muslingeskaller for hver 100 meter. Vi skulle jo nødig fare vild
på vej tilbage. Tiden i den skønne bugt fløj af sted, og pludselig var det
blevet så sent at vi skulle løbe for at nå båden på den anden side af bjerget.
Så vi krydsede bjerget noget hurtigere end på udturen. Fortroppen (Freja,
Sigurd og Peter) løb stærkest og fik båden til at vente på den lidt langsommere
bagtrop! Heldigt - ellers måtte vi have overnattet i sandet.....
Vel hjemme
på campingpladsen nød vi lækker pizza - bagt i transportabel stenovn på stedet.
Smart træk af pizzamanden sådan at tage ud til campingpladserne med hele
pizzariaet.
Kaiteriteri - en stranddag
Selvom
campingpladsen i Motueka var skøn, var vi dog væk derfra en enkelt nat (31-1/2),
fordi vi gerne ville ud til stranden og bo. Så vi kørte et kort smut til en
megastor campingplads i Kaiteriteri lige ved starten af Abel Tasman. Her var
overfyldt med new zealændere, der nød den sidste weekend af deres sommerferie. Men
vi fik en plads for en nat. Og stranden var pragtfuld med turkisblåt vand, røde
klipper og rødligt sand - lige som inde i Abel Tasman. Vældig eksotisk. Især
nød vi at bade ved et flodudløb på stranden, hvor vandstanden faldt dramatisk
over få timer. Da vi kom lignede det nærmest en strand - og da vi gik en smal
flod. Mange nød flodens strøm til at føre sig af sted i kajak eller direkte i
vandet med redningsvest på. Peter tog turen uden nogen af delene!
