Golden Bay (2-3. februar)
Efter skønne
dage i Motueka sagde vi farvel til Malthe og Jakob og kørte mod den nordligste
spids af sydøen, Golden Bay. Men først skulle vi lige over et bette bjerg, som
havde New Zealands fleste hårnålesving. 350 tror jeg. Det var til at blive
rundtosset af, og Peter måtte trille ganske langsomt op og ned, så vi ikke blev
køresyge. Der skulle være en fantastisk udsigt, som vi desværre ikke så på
udturen, da skyerne hængte helt ned i hovedet af os. Men vi nød den heldigvis
på tilbagevejen!
Verdens klareste vand
Da vi var
kommet over bjerget, stoppede vi ved en kilde og sø med verdens klareste vand.
Det er det i hvert fald blevet kåret til, og det var da også helt fantastisk
klart med en nærmest uendelig sigtbarhed. Kilden ligefrem vældede op midt i
søen, så det var helt magisk. Også børnene var begejstrede, og havde
selvfølgelig - ligesom vi - stor lyst til at stikke fingre og tæer ned i det
klare og sikkert iskolde vand. Men det var strengt forbudt, vandet måtte ikke
røres for at bevare dets renhed. Så vi holdt skarpt øje med børnene på hele
turen, for det var jo fristende. Indtil jeg selv kom til at tabe en serviet ned
i søen! Spørg lige om jeg var flov.... Pinligt, pinligt, pinligt!
Andreas og Sigurd fanger fisk
Næste stop
var en fiskesø hvor vi ville prøve at fange aftensmaden. Det var drønvarmt og
ingen vind, så Freja og jeg fortrak hurtigt til cafe'ens svalende skygge. Men
Andreas og Sigurd var vedholdende og nød alligevel fiskeriet. Og sørme om de
ikke fangede to flotte laks - med lidt hjælp fra farmand. Faktisk deres første
fangst nogensinde - selvom det ikke er første gang vi har fisket! Så de var
stolte.
Fiskene
kunne man få røget på stedet, så det blev den ene til et par gode frokoster,
mens vi spiste den anden til aften. Mums.
Vandet forsvinder
Golden Bay
er en lang, lang halvmåneformet bugt, der strækker sig over 100 km eller
deromkring. Vi nåede ikke så langt, men boede på campingpladsen i Pohara Beach
- lige nord for Abel Tasman Nationalparken, som vi jo havde besøgt. Campingpladsen
lå helt ned til stranden, og vandet var tæt på camperen da vi ankom. Men da vi
gik til ro langt, langt ude. Vi gik en aftentur i mørket for at se, hvor langt
vi skulle gå for at støde på vand, men måtte opgive pga. mørket - så langt var
der! Tidevandsforskellen er enorm hernede mange steder. Til gengæld så vi bål
på den tømte strandbund, og en masse unge der festede. Og det var lidt af et
særsyn det med bålet. Faktisk første gang vi så bål hernede. Her er nemlig så
brandfarligt overalt, så bål er forbudt næsten alle vegne. New zealænderne -
eller kiwier som de også kaldes hernede - passer meget på deres natur. Men det
er nu ærgerligt at vi ikke må tænde bål, når vi nu havde drømt om bålhygge,
snobrød og sommerliv hernede. Men det må så vente, til vi kommer hjem!
Ingen grillmad....
En anden
ting vi har savnet er grillmad - som jo hænger uløseligt sammen med sol og
sommer. I hvert fald når man er dansker. Men ikke hernede. New zealænderne ved
altså ikke, hvordan man griller! Men det tror de selv. For på alle
campingpladser er der grillområder, som benyttes flittigt. Problemet er bare,
at grillen kun består af en stegeplade, der er god til at branke og brænde
kødet, og ikke giver den fjerneste grillsmag. Så er en pande i køkkenet da
meget bedre. Enkelte steder har der dog været en lille gasdrevet grillrist - og
så er vi på pletten - men det hører desværre til sjældenhederne. Men rigtig
grillmad på grillkul bliver først i Danmark....
