Te Anau og Milford Sound 17-20. januar

Efter Porpoise Bay kørte vi videre langs sydkysten Scenic Routes, og drejede så af mod nord mod Te Anau - udgangspunktet for Milford Sound.

Som dansker ved de færreste nok hvad Milford Sound er - med mindre man har været på New Zealand. Jeg gjorde i hvert fald ikke, før vi ankom. Men jeg kunne godt genkende stedet fra de billeder jeg før have set fra New Zealand. Og her på New Zealand er det nok deres allerstørste naturattraktion. Ikke så sært. For Milford Sound var virkelig en af de største naturoplevelser, vi har haft hernede.



Milford Sound i dystert humør.

Selve Milford Sound er en dyb fjord ind fra Stillehavet, som er omgivet af bjerge. Det specielle er, at klippesiderne står lodret ned i vandet og rejser sig højt, højt op. Og det gør landskabet så dramatisk. Tilmed regner det 7 meter - 7 meter! - om året, så vegetationen er tæt, ufremkommelig regnskov. Og der hænger næsten altid truende, møre skyer over klipperne og fjorden, der giver et meget dystert indtryk. Man skal være heldig, hvis man skal opleve Milford Sound i klart vejr, og det gjorde vi da heller ikke. Det småregnede, og temperaturen sneg sig helt ned på 12 grader indimellem. Til gengæld væltede der vandfald ud overalt, fordi det havde regnet meget det sidste døgn. Det var bare så flot. Så der var vi heldige, for uden regn, ingen vandfald.
Milford Sound er endestationen på en lang smuk vej gennem bjergene. Man kan simpelthen ikke komme længere. Og der er ikke så meget andet at lave i Milford Sound end at tage ud på fjorden på bådtur for at opleve hele den lange fjord hele vejen ud til mundingen ved Stillehavet. Og det gjorde vi så.

Lille vandfald i baggrunden. Ca. 120 meter højt. Dobbelt så meget som Nigara.
Bjergene er omkring 1400 meter høje op og 400 meter ned under vandet.

På denne tur rådes man altid til at have regntøj og varmt tøj på - plus myggespray med. Der kom også et par byger på vejen ud, hvor alle styrtede indenfor. Ja lige undtagen os, for vi blev hårdnakket stående udenfor på hele turen for ikke at gå glip af det mindste. For sejlturen havde jo kostet 1.000 kr.!
Vi sejlede tæt på de mange vandfald - og ind under det største, som var 120 meter højt - eller dobbelt så højt som Niagara Falls. Da vandet begyndte at sprøjte ind over båden, løb alle selvfølgelig i dækning, indtil vi var ude af vandfaldet igen. Eller næsten alle. For Sigurd og Andreas blev - som de eneste - stående helt ude i stævnen i deres regntøj, hvor de begejstret blev overbruset af vandmasserne. Til morskab for hele båden. Hold op hvor havde de det sjovt!



Andreas og Sigurd.
De eneste to på dækket - under det store vandfald



To meget våde og glade drenge

Vi rundede Stillehavet med de kæmpe bølger og sejlede hurtigt ind i fjordens rolige farvand igen. Heldigvis. Jeg bliver søsyg bare af at se på en båd, der vipper. Heldigvis klarede det op på vej tilbage, hvor vi sejlede helt tæt på en sælkoloni, der solbadede på nogle klipper. 



Vejret var lidt bedre sidst på dagen

Efter en fantastisk sejltur spiste vi frokost i camperen, og kørte tilbage mod Te Anau igen. Selve køreturen ud til Milford Sound er 120 km lang, men en oplevelse i sig selv. Der er kun en vej, og den går igennem høje bjerge, dybe dale, brede sletter, langs smukke søer og over brusende floder. Og der var vandfald overalt. De ligesom bare faldt ud fra klipperne og bjergene alle vegne. Sjældent har vi set så megen skønhed på samme sted. Vi måtte hele tiden stoppe og se på udsigter, og her var ofte KEA papegøjer, som vi ikke kunne lade være med at grine af, fordi de bed bilernes gummikanter af tagvinduerne (ikke vores bil!) eller fløj så tæt hen over hovederne på os, så vi måtte dukke os :-)
 



Kea papegøjerne drillede alle på vejen ud til Milford Sound, hvor de bed gummikanten af bilerne og stjal mad fra hånden. 

Mirror lake på vej ud til Milford Sound.

I Te Anau blev vi i tre dage, fordi vi trængte til at slappe lidt af efter rigtig megen kørsel. Og få vasket tøj. Eller rettere skyllet det. For selvom vi brugte en mindre formue på at få vasket og tørret tøjet, var det langtfra rent. Alle pletterne var der endnu. Men det lugtede da bedre, end da vi puttede det derind!

Her mødte vi igen en anden dansk familie med børnene Sofus og Katrine, som vi havde delt campingplads med to gange før. Og selvom børnene var lidt yngre end vores, er det nu hyggeligt med legekammerater.

Te Anau er nok mest en mellemstation ud til Milford Sound. Men byen ligger nu meget smukt ved en stor sø, med bjerge på alle sider. Vi var også med en turbåd ud for at se klippehulerne ved Te Anau. Disse huler har været kendt af Maorierne i mange generationer, men blev først "genfundet" i 1950'erne. Indgangen er ganske lav og der kommer en stor bæk ud af hulen. For turisternes skyld var der lavet gangbroer. Her kunne vi så se vandfald, strømfald og hvirvelstrømme. Turen sluttede med en sejltur inde i klippehulen i total mørke. Dette var for at opleve "Glow-worms" som tiltrækker deres byttedyr (myg og sandfluer) med en lille fluorescerende lyskilde. Når der er mange af dem ligner det en stjernehimmel - meget imponerende.