Lake Paringa (primitiv overnatning 24-25.
januar)
Fra Wanaka
fortsatte vi mod vestkysten, og det var en meget, meget smuk tur gennem
adskillige bjergpas. Men efter en fire timers kørsel fik vi pludselig det tasmanske
hav på New Zealands vestkyst i sigte. Endelig. For selvom bjergene er uendelige
smukke at køre i, tager alle de hårnålesving meget lang tid, og vi er mange i
bilen der let bliver køresyge i bjergene. Men hvis vi troede, det var slut med
bjergkørsel, blev vi snart klogere. Her er simpelthen bjerge overalt i dette
land, og de kan ikke altid ses på kortet. Så når vi tror, at en køretur lige er
en smuttur på 100 km - ja så tager det typisk 2-3 timer, fordi der lige dukker
nogle bjerge - eller fem - op, som vi skal igennem!
Nå - vi nød
i hvert fald at komme ud til kysten, selvom bjergene ikke forsvandt af den
grund. Men de var da lidt mindre :-) Ved kysten hørte vi også cikader for første
gang her i New Zealand. Og det er jo altid lidt eksotisk og fremmedartet - men
i længden altså pokkers larmende. Men vi har efterhånden vænnet os til
baggrundsstøjen.
Ved
aftenstid nåede vi frem til den første primitive campground, som vi har sovet
på. De såkaldte DOC-campgrounds, som er anlagt af New Zealands - noget der
svarer til Skov- og Naturstyrelsen derhjemme. Så de ligger ofte meget
naturskønt. Og det gjorde denne også - lige ned til en dejlig sø omkranset af
bjerge.
Her fik vi
en plads lige ved siden af en anden dansk familie med børnene Sofie, Emil og
Anton, der var lidt mindre end vores unger. Men de nød at lege - og ikke mindst
bade sammen i søen. Så vi slæbte vores borde og stole helt ned til søbredden og
spiste sammen. Og det var rigtig hyggeligt - i hvert fald i begyndelsen. Men,
men, men - vi fandt hurtigt ud af, hvorfor man advarer så meget mod sandflyes
på vestkysten - især ved søer, floder og i skove. For her var bare sandflyes
overalt - især her om aftenen. I store horder kom de og forfulgte os hvor end
vi stod og gik. Efterhånden også ind i camperen. De var umulige at holde ude.
Så snart man åbnede døren, kom der 10 ind, selvom døren blev lukket med det
samme.
Helst var vi
flygtet ind i camperen og lukket døre og skodder straks. Men vi synes jo også
vi skulle være lidt selskabelige med den anden danske familie, så vi blev
siddende nede ved søen alt, alt for længe, selvom vi blev ædt. Og det uanset
hvor meget tøj vi tog på. Ungerne var ligeglade og løb rundt i badetøj hele
aftenen. Men selvom vi sprayede både dem og os med myggespray, fik vi alle
sammen mindst 30-40 stik hver.....
Og dem har
vi nu døjet med i flere uger - hold op hvor de klør!