Blog-arkiv

fredag den 25. januar 2013

Lake Paringa 24-25. januar


Lake Paringa (primitiv overnatning 24-25. januar)

Fra Wanaka fortsatte vi mod vestkysten, og det var en meget, meget smuk tur gennem adskillige bjergpas. Men efter en fire timers kørsel fik vi pludselig det tasmanske hav på New Zealands vestkyst i sigte. Endelig. For selvom bjergene er uendelige smukke at køre i, tager alle de hårnålesving meget lang tid, og vi er mange i bilen der let bliver køresyge i bjergene. Men hvis vi troede, det var slut med bjergkørsel, blev vi snart klogere. Her er simpelthen bjerge overalt i dette land, og de kan ikke altid ses på kortet. Så når vi tror, at en køretur lige er en smuttur på 100 km - ja så tager det typisk 2-3 timer, fordi der lige dukker nogle bjerge - eller fem - op, som vi skal igennem!
 
Nå - vi nød i hvert fald at komme ud til kysten, selvom bjergene ikke forsvandt af den grund. Men de var da lidt mindre :-) Ved kysten hørte vi også cikader for første gang her i New Zealand. Og det er jo altid lidt eksotisk og fremmedartet - men i længden altså pokkers larmende. Men vi har efterhånden vænnet os til baggrundsstøjen.


Ved aftenstid nåede vi frem til den første primitive campground, som vi har sovet på. De såkaldte DOC-campgrounds, som er anlagt af New Zealands - noget der svarer til Skov- og Naturstyrelsen derhjemme. Så de ligger ofte meget naturskønt. Og det gjorde denne også - lige ned til en dejlig sø omkranset af bjerge.
Her fik vi en plads lige ved siden af en anden dansk familie med børnene Sofie, Emil og Anton, der var lidt mindre end vores unger. Men de nød at lege - og ikke mindst bade sammen i søen. Så vi slæbte vores borde og stole helt ned til søbredden og spiste sammen. Og det var rigtig hyggeligt - i hvert fald i begyndelsen. Men, men, men - vi fandt hurtigt ud af, hvorfor man advarer så meget mod sandflyes på vestkysten - især ved søer, floder og i skove. For her var bare sandflyes overalt - især her om aftenen. I store horder kom de og forfulgte os hvor end vi stod og gik. Efterhånden også ind i camperen. De var umulige at holde ude. Så snart man åbnede døren, kom der 10 ind, selvom døren blev lukket med det samme.

Helst var vi flygtet ind i camperen og lukket døre og skodder straks. Men vi synes jo også vi skulle være lidt selskabelige med den anden danske familie, så vi blev siddende nede ved søen alt, alt for længe, selvom vi blev ædt. Og det uanset hvor meget tøj vi tog på. Ungerne var ligeglade og løb rundt i badetøj hele aftenen. Men selvom vi sprayede både dem og os med myggespray, fik vi alle sammen mindst 30-40 stik hver.....
Og dem har vi nu døjet med i flere uger - hold op hvor de klør!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar