Golden Bay 2-3. februar

Golden Bay (2-3. februar)

Efter skønne dage i Motueka sagde vi farvel til Malthe og Jakob og kørte mod den nordligste spids af sydøen, Golden Bay. Men først skulle vi lige over et bette bjerg, som havde New Zealands fleste hårnålesving. 350 tror jeg. Det var til at blive rundtosset af, og Peter måtte trille ganske langsomt op og ned, så vi ikke blev køresyge. Der skulle være en fantastisk udsigt, som vi desværre ikke så på udturen, da skyerne hængte helt ned i hovedet af os. Men vi nød den heldigvis på tilbagevejen!

 

Verdens klareste vand

Da vi var kommet over bjerget, stoppede vi ved en kilde og sø med verdens klareste vand. Det er det i hvert fald blevet kåret til, og det var da også helt fantastisk klart med en nærmest uendelig sigtbarhed. Kilden ligefrem vældede op midt i søen, så det var helt magisk. Også børnene var begejstrede, og havde selvfølgelig - ligesom vi - stor lyst til at stikke fingre og tæer ned i det klare og sikkert iskolde vand. Men det var strengt forbudt, vandet måtte ikke røres for at bevare dets renhed. Så vi holdt skarpt øje med børnene på hele turen, for det var jo fristende. Indtil jeg selv kom til at tabe en serviet ned i søen! Spørg lige om jeg var flov.... Pinligt, pinligt, pinligt!

 

Andreas og Sigurd fanger fisk

Næste stop var en fiskesø hvor vi ville prøve at fange aftensmaden. Det var drønvarmt og ingen vind, så Freja og jeg fortrak hurtigt til cafe'ens svalende skygge. Men Andreas og Sigurd var vedholdende og nød alligevel fiskeriet. Og sørme om de ikke fangede to flotte laks - med lidt hjælp fra farmand. Faktisk deres første fangst nogensinde - selvom det ikke er første gang vi har fisket! Så de var stolte.

Fiskene kunne man få røget på stedet, så det blev den ene til et par gode frokoster, mens vi spiste den anden til aften. Mums.

 

Vandet forsvinder

Golden Bay er en lang, lang halvmåneformet bugt, der strækker sig over 100 km eller deromkring. Vi nåede ikke så langt, men boede på campingpladsen i Pohara Beach - lige nord for Abel Tasman Nationalparken, som vi jo havde besøgt. Campingpladsen lå helt ned til stranden, og vandet var tæt på camperen da vi ankom. Men da vi gik til ro langt, langt ude. Vi gik en aftentur i mørket for at se, hvor langt vi skulle gå for at støde på vand, men måtte opgive pga. mørket - så langt var der! Tidevandsforskellen er enorm hernede mange steder. Til gengæld så vi bål på den tømte strandbund, og en masse unge der festede. Og det var lidt af et særsyn det med bålet. Faktisk første gang vi så bål hernede. Her er nemlig så brandfarligt overalt, så bål er forbudt næsten alle vegne. New zealænderne - eller kiwier som de også kaldes hernede - passer meget på deres natur. Men det er nu ærgerligt at vi ikke må tænde bål, når vi nu havde drømt om bålhygge, snobrød og sommerliv hernede. Men det må så vente, til vi kommer hjem!

 

Ingen grillmad....

En anden ting vi har savnet er grillmad - som jo hænger uløseligt sammen med sol og sommer. I hvert fald når man er dansker. Men ikke hernede. New zealænderne ved altså ikke, hvordan man griller! Men det tror de selv. For på alle campingpladser er der grillområder, som benyttes flittigt. Problemet er bare, at grillen kun består af en stegeplade, der er god til at branke og brænde kødet, og ikke giver den fjerneste grillsmag. Så er en pande i køkkenet da meget bedre. Enkelte steder har der dog været en lille gasdrevet grillrist - og så er vi på pletten - men det hører desværre til sjældenhederne. Men rigtig grillmad på grillkul bliver først i Danmark....