Blog-arkiv

mandag den 4. februar 2013

Pelorus Bridge 3-4. februar


Pelorus Bridge Campingground (3-4. februar)

Efter Golden Bay satte vi kursen mod Picton, hvorfra vi skulle sejle til Nordøen. En lang køretur hvor vi kørte let og elegant forbi store feriesteder som Richmond og Nelson. Eller rettere vi gjorde et stop i Nelson ved en forlystelsespark hvor der var en meget vild vandrutsjebane, bumper boats, minigolf og en mega rutsjebane (uden vand). Ja her i New Zealand har de endnu ikke opfundet store forlystelsesparker ala Tivoli og Sommerlande, som vi er vant til fra Danmark. Vi har i hvert fald ikke set eller læst om nogen. Men mindre kunne også gøre det og vandrutsjebanen var så vild, at man anbefalede tandbeskyttere! Peter blev da også så rundtosset af at skulle følge med ungerne op og ned i vandrutsjebanen, at han næsten fik det dårligt :-) Det blev også til en tur i bumper bådene, som var så vilde, at de nærmest var radiobiler på vand.

 

Ædt af sandflies - igen!

Videre mod Picton gik det, og endnu et skovklædt bjerg skulle krydses først. Det tog tid, så da vi i bjergene krydsede en lækker, dybblå flod, hvor folk sprang i vandet fra den høje bro og klipperne, stoppede vi for natten ved den primitive campground ved siden af - Pelorus Bridge. Men det skulle vi nok ikke have gjort! For selvom det var et helt fantastisk sted, blev vi ÆDT af sandfluer, da vi også smed klunset og hoppede i floden. Hvornår lærer vi det dog......

Men det var alligevel en fantastisk badetur, hvor vi sprang i fra klipperne og ned i flodens naturligt skabte små pool-lejer i klart, klart vand. Og børnene var som små fisk i vandet. Og holdt man bare kroppen under vand, så kunne de jo ikke stikke! Alligevel var vi også dumme nok til at sidde udendørs og spise aftensmad, for det var bare sådan et dejligt sted. Men myggestikkene som vi døjede med bagefter, var nu ikke ret dejlige...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar