Whakapapa village 10-11. februar

Whakapapa Village på vulkanerne (10-11. februar)

Vi kørte tilbage mod dalen, og videre rundt om vulkanerne, og da vi var kommet rundt om den første, drejede vi opad igen til et DOC overnatningssted et godt stykke oppe på den store vulkan. Her lå også et info-center, et hotel m.m., så Whahapapa Village var et slags samlingssted, selvom man næppe kan kalde det en by. Og mange af vandreruterne op på vulkanerne afgik herfra.

Med stolelift til vulkanens top

Efter at have booket en nat fortsatte vi op af vulkanen, og man kunne faktisk komme meget længere op i bil. På toppen lå også et skisportssted, og rigtig mange store hytter strøet ud over området. Men her var mere liv, for man kunne tage to stolelifter næsten op til vulkanens top. Og det gjorde vi så. Først en toer og så en firer. En fantastisk tur - og lidt nervepirrende - for i stedet for at lande på sne, hvis man faldt ned, ville man altså lande på de bare, golde klipper, der stak op overalt. Og der var rigtig langt ned.

Da vi nåede toppen, var vi i 2200 meters højde, så der var stadig et stykke op til toppen. Man kunne gå derop, og det overvejede vi, så vi kunne kigge ned i krateret. For det var jo det, drengene drømte om. Men det var en lang og barsk tur derop, stien var ikke ordentlig mærket op, og Freja havde bestemt ikke lyst. Så vi droppede det og besluttede at gå en vandretur et andet sted dagen efter. Men vi kom da op og røre ved sneen!

 
Endelig tid til lektier!
Vel nede igen kørte vi tilbage til DOC campingpladsen. DOC er deres primitive campgrounds, som vi før havde overnattet på. Men denne her var nu ikke ret primitiv, for der var en rigtig lækker hytte med stort køkken, bad og vaskeri. Så vi besatte et stort bord og ungerne kastede sig over lektierne med ildhu. For nu var der endelig god plads. Det var nu også tiltrængt, for det er blevet til for lidt - det med lektier. Det trætter at køre langt, så ungerne har brug for fysisk udfoldelse på legeplads og i pool, når vi når frem hver dag. Og bilen ryster så meget, at det er umuligt at lave lektier, mens vi kører. Så det har ikke været let.

Ungernes ildhu med lektierne blev beundret af et canadisk par, som vi faldt i snak med. De gav os nogle rigtig gode tips til turen fremad og fortalte, at de skulle på cykeltur i Danmark næste år. Så dem glæder vi os til at få besøg af.

Vandretur i vulkanernes skygge

Næste morgen satte vi kursen mod den midterste vulkan, Mount Ngauruhoe, hvor vi ville tage første del af vulkanernes mest populære vandretur. Men da vi kom ned til den vej, der gik op til startstedet, var den spærret pga. flere uheld. Så de tillod kun turbusserne at køre derop. Så vi måtte køre tilbage til overnatningsstedet og starte vandreturen derfra i stedet. Så det gik der lige en spildt time med. Men af sted kom vi da. Og selvom det ikke lige var den tur, vi havde regnet med, var det en pragtfuld vandretur gennem noget skønt og meget forskelligartet natur - og hele tiden med udsigt til mindst to af vulkanerne. Gennem åbne sletter med blomstrende lyngbevoksning der flere steder var højere end os! Videre gennem skov og kløfter med en flod og små vandfald - indtil vi nåede det store vandfald, hvor vi spiste frokost. Og det var virkelig stort, bredt og flot, og faldt ned i en klar, klar naturlig pool, hvorfra det løb videre som flod. Men det sjoveste var, at man kunne gå bagved vandfaldet. Der var ligesom et hulrum i klipperne bagved. Så det skulle vi selvfølgelig prøve. Men våde - det blev vi!

Stien fortsatte op til et åbent plateau hvor vi passerede områder med gamle lava-aflejringer, der var næsten sorte. Efter 5 timer var vi tilbage i byen. Og selv Freja synes, det havde været en god tur. Og så kan det jo ikke være meget bedre!