Taupo (11-13. februar)
Vi kørte
videre mod Taupo nord for vulkanerne. På vejen passerede vi den sidste vulkan,
der gik i udbrud i december, og selvom alt var afspærret, kunne vi nede fra
vejen tydeligt se, at det røg og osede voldsomt fra den flere steder. Så vi
skyndte os videre - for når der går ild i gamle klude, så.... Og hvis nu......
Vi ankom
sikkert til Taupo efter en smuk tur langs store Lake Taupo, og indlogerede os
på en af de bedste campingpladser, vi har boet på. Poolen var i hvert fald
suverænt den bedste nogen sinde, mente børnene. Og så var alt jo godt. Vi blev
en ekstra dag for bare at dase ved poolen, og få Peter klippet. Og det var jo
ikke så dårligt at få skiftet en halvgammel, langhåret hippie uden pandehår ud
med en nyklippet, solbrændt og ungdommelig udseende fyr :-)
Poolen havde
to afdelinger - en stor med 30 grader varmt vand og en mindre med 40! Og det
var sjovt nok den varme, der var mest optaget -
især af de voksne, mens børnene tumlede i det store vand. De synes
nemlig, at 40 grader var en tand for varmt. Og det var faktisk også så varmt,
at man følte, man brændte sig, når man hoppede i. Det skulle helst foregå
gradvist!
Det var også
i poolen, vi mødte nogle af farmor Ingeborgs gamle bekendte fra Tebstrup. En
ældre dame og hendes søn der var nede og besøge hendes fire fætre, der var
emigreret sammen med deres forældre som børn i 1950 eller deromkring - og nu
drev en kiwifarm. En af fætrene var også med i poolen - var over 80 og frisk.
Han havde kun været hjemme i Danmark på besøg en gang siden. Men først efter 60
år! Men talte forbløffende godt dansk.
Det var også
i Taupo, Peter fandt en speciel legoklods på vores camperplads, som han kendte.
Det var drengenes ven, Malthes. En sms bekræftede, at de havde været på samme
campingplads få dage tidligere - og oven i købet boet på samme plads! Nogen
gange er verden lille.
Andreas og
Sigurd har rigtig fået smag for at spille skak hernede, for på mange
campingpladser er der store udendørs skakspil og -brikker. Og så er det hele jo
lidt sjovere. Så nu regner jeg med, at få udfordring på skaksiden fremover....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar